Tankevækkende!

Når angsten kigger forbi…

Igår oplevede jeg noget mærkeligt. Jeg har ikke haft angst symptomer længe, og derfor valgte min psykolog faktisk, at stoppe forløbet med mig sidst jeg var der.

Jeg skulle mødes med min veninde igår, fordi vi skulle i biografen . Jeg havde ikke lavet noget hele dagen, udover at sove længe, se serier og få handlet ind – stille og rolig søndag uden alt for mange tanker i hovedet. Da jeg så går inde ved hovedbanegården og op mod palads, kan jeg pludselig mærke angsten rammer mig igen. Og jeg ved ikke helt hvorfor. Får helt sindssyg hjertebanken og en trykken for brystet og jeg føler ikke jeg kan få vejret. Der er en del mennesker omkring mig, og jeg har bare lyst til at de skal forsvinde. Jeg kigger ned i jorden resten af vejen hen mod palads, og sætter farten op, så jeg kan komme væk fra mængden. Bryder ikke om der er så lyst, føler at alle kigger på mig. Jeg når frem til Palads og sætter mig så på en kantsten for at få styr på vejrtrækningen.

Det er sjælendt jeg har fået angstanfald “in public”. Og synes det er underligt hvordan det bare pludselig poppede frem igår, når jeg ikke har været ked af noget eller spekuleret over noget. Undrer mig virkelig over hvad det kom af….. Nogen der har prøvet noget lignende?

 

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin

3

  • Mia

    Har du prøvet Bach’s rescure dråber søde? de er geniale til hvis man får det sådan. en pipette på indersiden af håndledet. og en under tungen .. det for dig til at slappe af igen. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Hej Camilla!
    Mine angstanfald startede da jeg var blevet teenager. Det var ALTID kun når jeg var alene, eller jeg kunne i hvert fald kontrollere det, så mine forældre ikke lagde mærke til det, når jeg sad/lå på mit værelse. Så snart jeg kom indenfor hjemmets/værelses fire vægge brød det ud, som jeg havde undertrykt siden det reelt startede.
    Det kom mest til udtryk som grådanfald og at ens krop nærmest går i krampe/baglås. Så da jeg fik min nuværende kæreste i en alder af 19 og han blev en del af min hverdag, begyndte jeg at få det foran ham. Og her for et år siden fik jeg så et angstanfald midt i undervisningen da jeg var i skole. Den første gang tog jeg selv på skadestuen og blev sendt videre til at få målt blodtryk mm, da jeg var overbevist om, at det var noget med mit fysiske helbred. De kunne ikke finde ud af hvad det var. Måske havde jeg bare lidt influenza??Anden gang var jeg klar over hvad det var, og jeg fik ringet efter min bedstefar. Det var virkelig forfærdeligt og jeg blev bange for at tage på længere bus/tog ture alene. Det er meget skræmmende når man ikke længere kan undertrykke in public, men jeg er blevet bedre til at finde ud af, hvad der udløser det. Håber jeg også at du finder ud af med tiden.
    Alt det bedste til dig
    Amanda <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mona Utaker

    Kære Camilla. Min erfaring med egne angstanfald er, at de kommer netop, når man slapper af. Og har det godt. Jeg var 24 år, da jeg fik det første gang, og det er som du beskriver. Jeg er nu 70 år. Søster til Lisbeth….. Det er vigtigt at få bekræftet, at der ikke er noget fysisk i vejen. Det virker som du forstår det. Det er godt. Så er der ikke andet at gøre, end at tænke, at man dør ikke af et anfald… Det er ubehageligt, men det går over… jo mere, man prøver at tvinge det væk, desto stærkere bliver det…. Kan du godtage og puste roligt, og allerhelst få nogen til at holde dig i hånden eller massere dig i nakken, så hjælper det. Det allervigtigste er at erkende det…. se det i øjnene, og så ved, man at det går over….
    Det dumme er, at man aldrig ved, hvornår de dukker op. Snak med lægen om det også…. Du virker som en klog og sød pige, og det gør ondt at du skal have det sådan… Lykke til…. gå til angreb…. og hold flankerne!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tankevækkende!