Da far var barn

Først vil jeg lige sige: TAK for alle de rosende ord på SMS og Facebook – det virkelig rart, at folk gider give deres mening til kende. Jeg var lidt nervøs for, om jeg måske gav for meget af mig selv ud på nettet.

Min far ringede til mig igår efter, at han havde læst min blog. Han gav mig sin fulde støtte og synes det var flot skrevet (Tak farmand!!), og gav mig ret i de ting jeg skrev med, at vores familie har været rigtig dårlig, til det med følelser og konflikter. Derefter fortalte han mig, at han som barn og ung, havde boet hos sine bedsteforældre – uden en mor.
I hjemmet derhjemme, var det heller ikke nogen kærlige bemærkninger, og han havde sagt til sig selv, at hans børn ikke skulle opleve det samme, men tit havde han taget sig selv i – både overfor os da vi var små, men også overfor min lillesøster nu – at det var hans bedstemors ord der kom ud af hans mund, hvor han lige har måtte stoppe op og tænke “shit!”. Også alt det med manglende nærvær og kærlige bemærkninger, er helt bestemt noget der er kommet derfra – men hvis man er vokset op, uden at lære andet, hvad så?

Heldigvis, så er vi begyndt at være meget bedre til det i vores familie efterhånden, men jeg tror stadig det er noget vi skal arbejde på.

Jeg synes det er ret tankevækkende, hvordan ens forældres fortid og barndom, har så meget, at gøre med hvordan jeg er endt idag. Når jeg en dag får børn, vil jeg for alt i verdenen ikke ønske, at de bliver lige så usikre og lukket som mig

Rigtig god regnvejrsmandag.