At drømme sig væk…

Et måske lidt ligegyldigt indlæg, men jeg tog lige mig selv i ENDNU en af mine dårlige vaner lige nu, nemlig at dagdrømme. Det tror jeg alle gør, men jeg gør det virkelig tit. Sådan uhyggeligt tit. Jeg får en rar følelse i kroppen når jeg dagdrømmer, men så ryger den altså også bare hurtigt ned igen, når jeg er back to reality.

Da jeg var yngre, dagdrømte jeg altid, at jeg var sangerinde. Jeg sad ved min stationære hele natten og hørte sange og legede, at jeg havde skrevet dem og det var mig der sang dem. Og når jeg gik i seng, lå jeg og tænkte på, at jeg stod på scenen og sang alle de her sange. Ellers var jeg kæreste med en fra Nsync eller Backstreet Boys, nøj, de var søde ved mig i mine drømme. 😉 Normale teenage-pige-dagdrømme, I guess.

Nu er jeg så bare 26 år, så synes stadig det er lidt mærkeligt, at jeg dagdrømmer så meget som jeg gør. Kan stadig godt have stjerne-dagdrømmen engang imellem, men nu er det nok mere fordi, at man kan relatere til sangteksterne, i forhold til da jeg som yngre, sad og sang: “I’m a slave for you” og “I’m your tamagochi” – men forhelvede, hvor var jeg en stjerne. Med masser af fans, der synes jeg var fantastisk.

Jeg stresser meget over min økonomi for tiden, og tit ligger jeg og dagdrømmer om, at jeg kommer til en masse penge, og får betalt alt min gæld ud, rejser verdenen rundt og alt bliver bare lettere og giver mere frihed. Jeg er så træt af, at penge skal sætte begrænsninger for, hvad man gerne vil og kan. Nogle gange kan jeg sgu også dagdrømme om mænd – og bare rolig, nu kommer der ikke en kinky fifthy shades historie ind, jeg mener bare, at hvis jeg nu har set en sød fyr et eller andet sted, så i stedet for at have nosserne til, at komme i kontakt med ham, så er det sgu meget nemmere lige at dagdrømme.

Jeg tænker pludseligt….. er det farligt at dagdrømme meget? Bliver mit liv pludselig meget meget ensomt også har jeg kun mine dagdrømme? Ha ha ha. Dagdrømmer I også?

Godnat og sov godt! Autograf-signing i Fona imorgen.