Dette er min første blog – til gengæld har jeg lavet fucking mange hjemmesider om Nik & Jay, da jeg var yngre, så helt lost er jeg ikke herinde. Emnet er egentlig sindssygt privat og mega grænseoverskridende for mig, da det er noget jeg aldrig rigtig har talt med NOGEN om, før for nyligt til en psykolog time. Og først der, gik der alle mulige ting op for mig, som jeg aldrig havde skænket en tanke. 26 år, skulle der gå før, jeg tog mig sammen til at gøre noget ved mig selv. Well, I guess it’s better late than never.

Tror egentlig, at jeg altid har følt mig unormal. Jeg har nok bare gættet mig til, hvad et normalt adfærd er. Når jeg har set mine veninder og deres familier, deres forhold til familier, som var helt anderledes end hjemme hos os, så tænkte jeg igen at der var noget galt. Ikke at der ikke har været kærlighed i hjemmet, for dét har der. 

Min selvkritiske stemme er der hele tiden og den sidder fast, den gør mig rasende, men ligegyldigt hvad jeg gør, så jeg kan ikke slippe af med den. Jeg kan ikke tage imod komplimenter, jeg bliver sindssygt utilpas, når folk giver mig et kompliment face to face, selvfølgelig er det rart, men inderst inde tror jeg nok ikke en skid på, hvad de siger. Men alligevel har jeg en enormt trang til bekræftelse hele tiden. Det er allerede et problem her, ik…. Tilliden har også været et problem i mit liv. Generelt har jeg nok bare ekstremt svært ved, at stole på folk, og jeg tror det bunder i, en del svigt fra barndommen. Der er meget få mennesker jeg stoler 110% på i mit liv. 

Det lave selvværd gør også, at jeg har problemer med nære forhold, hvilket også er derfor jeg kun har haft én kæreste i mit liv, og jeg burde som 26-årig, have rig erfaring med mænd, dating, kærlighed, ups & downs, break-ups og kærestesorger. (Selvom man godt kan undvære sidste del.) Men istedet for, er jeg blevet denne her lille irriterende pige, som lukker en sig inde i sin skal, som trækker sig tilbage når hun bliver utryg og kommer udenfor sin comfort-zone, og som ikke rigtig kan sætte ord på sine følelser – hvem i hele hulen er jeg egentlig?

Noget der fik mig til, at blive rigtig ked af det, og hvor jeg faktisk fik mit wakeup call, var til en af psykolog timerne, hvor hun spurgte mig om nogle ting angående min barndom, eller nuet, og sagde: “Hvad føler du indeni nu, Camilla?” og jeg blev ved med at sige: “Det ved jeg ikke.”  Jeg kunne simpelthen ikke sætte ord på, hvad jeg følte, eller nogle gange blev jeg faktisk helt pinlig og tænkte: “Altsååå… Skal jeg kunne føle noget nu???” Jeg blev rasende på mig selv!! Også endte det med, at jeg bare sagde noget, som jeg vidste hun gerne ville høre. Problem solved. 

Jeg ved stadig ikke helt 100% hvad jeg vil med denne her blog, eller hvor meget jeg vil skrive fra mit liv og oplevelser. Men efter mine timer hos psykologen, har jeg været en smule forvirret og lidt frustreret, for hvordan dælen skal jeg ændre mig selv og få det bedre med mig selv, efter så mange år. Selvfølgelig er det aldrig for sent, men der er SÅ mange ting, der skal rettes op op. Og alt hjælp koster MANGE penge. Jeg ved godt, at man ikke skal sætte et beløb på sådan noget, men det er sgu svært, når man har økonomi som en lort, og det også påvirker en helt vildt. OGSÅ kom ideen med bloggen pludselig frem. Tænk hvis jeg kunne skrive mine tanker og følelser ned, ville det hjælpe mig? Vil det hjælpe andre? Jeg håber selvfølgelig på, at mennesker som sidder i samme situation som mig, vil følge med, og måske dele deres oplevelser og eventuelle erfaringer med terapi og lign. Måske sidder der nogen derude, der som mig, ikke anede hvor slemt den egentlig stod til, før der kom “professionelle øjne på”, og kan finde en hjælp i min blog. Jeg ved det ikke. Det kan også være folk egentlig er pisse ligeglade, og synes jeg skal stoppe med at tude og have ondt af mig selv. Men det har jeg ikke, jeg har ikke ondt af mig selv, jeg er ikke et tudefjæs – jeg er rasende. Rasende over, at jeg kunne lade den komme så langt, før jeg fandt ud af alt det her.

Nå, men Miss Psykolog nåede frem til, at meget stammer fra barndommen, og sådan er det jo tit med sådanne ting. Det er bare uhyggeligt, for det er ting, at jeg aldrig rigtig har tænkt over, som først er gået op for mig nu. Jeg siger ikke, at jeg har haft en dårlig barndom – overhovedet, der er bare nogle ting, som burde have været anderledes end de var. Men sådan noget, er vel forhåbentlig noget der gør en stærkere i livet. Men det vil jeg komme mere ind på, på bloggen.

Atelophia [A-tel-o-pho-bia] er klassificeret som angst, det er frygten for ikke at være god nok, eller føle sig ufuldkommen. En følelse jeg har levet med i mange år, så derfor kom navnet ret naturligt til mig, og skulle være navnet på min blog. Det er ikke en lidelse jeg har fået konstateret fra lægen, at jeg har. Det er bare noget jeg kan identificerer mig selv med.

Jeg håber I vil læse med, og følge min udvikling.
I kan læse mit første indlæg HER – som er en slags opfølgning til denne intro 🙂 

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg