Plastikkirurgi gør dig lykkelig!

…. troede jeg!!

Jeg har altid været EKSTREMT blufærdig og ked af hvordan min krop så ud. Der har ikke været ét eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg har tænkt:  “Gud, hvor ser jeg godt ud idag, og hvor føler jeg mig godt tilpas i min krop.” Nix….

Da jeg var mindre, var jeg ret buttet. Hvalpefedt i fjæset, og lignede lidt en lille fodbold. En af mine lærere på skolen, kaldte mig engang en klump da hun skulle skælde mig ud. Av av, den sidder stadig fast, Jonna.
Da jeg blev omkring de 13-14 år, begyndte jeg at tabe mig, og da jeg nåede de 16 år blev jeg super tynd. Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg besøgte min mor i Aalborg, og hun stod og lyttede ude foran toilettet, efter vi havde spist, fordi hun troede jeg havde bulimi og var gået ud for at kaste op. Det gjorde jeg altså ikke! Jeg havde dog en periode, hvor jeg faktisk ikke spiste så meget, jeg ved ikke om det var bevidst, men jeg var bare ikke særlig sulten, teenager og der fløj en maaaaasse andre tanker rundt i hovedet, og jeg var forelsket i Jay, fra Nik & Jay. I ved hvad kærlighedssorger gør ved appetitten. Ha ha ha!
Det der er mest uhyggeligt, når jeg tænker tilbage er, at jeg selv synes jeg var virkelig fed på det tidspunkt. Og når jeg ser tilbage nu, kunne man seriøst se mine knogler alle steder – jeg var ret tynd. Nu tænker jeg: “Øv, hvor var jeg bare slaaaaank dengang.” Nå, men tiden gik og jeg tog efterfølgende på, og tabte mig lidt igen – min vægt svingede meget, and so did my boobies.

Jeg kunne ikke engang vise mig foran mine veninder, jeg synes simpelthen de små knopper der, var så ukvindelige, og jeg var fucking træt af, at skulle bruge de der mega-super-bush-up BH’er…. for når jeg gjorde det, så det sgu fint nok ud. Men HA….. snydt.
SÅ jeg tænkte jo, fint… hvis jeg får lavet mine babser så bliver jeg lykkelig, så bliver jeg glad for min krop. Så kan jeg jo nærmest sidde i bussen og flashe, for blufærdigheden, den forsvinder helt sikkert i takt med et par ordenlige boobies indtager pladsen på de små skibakker. JA fucking skibakker, kaldte de mine babser til forundersøgelsen. Han udbrød: “Nå ja, det kan jeg da godt se, hvorfor du gerne vil have lavet. De ligner små skibakker.” Jeg prøvede bare at grine, men inderst inde, havde jeg lyst til at nikke ham en flyveskalle og bide ham meget hårdt i fingeren. Tror du det er for sjovt jeg er her mester? For at du skal kværne en stakkels pige ned, med dårlig selvtillid? SITIATIONSFORNEMMELSE, menneske.

2011 var året, hvor jeg fik skudt noget narkose i blodet, fablede om en palmestrand hvor jeg ville tage min far med, og blev snittet op, og hamret 2 x plastik patter ind i kroppen. Jeg var nervøs for jeg aldrig skulle vågne igen, eller jeg skulle vågne med endnu grimmere og skæve dutter…. Jeg vågnede, og det første jeg gjorde var, at kigge ned ad mig selv. Stadig påvirket af narkosen, halvgræd jeg til min mor, og råbte: “NEEEEEEJ, DE HAR GIVET MIG MINDRE I END VI AFTALTE” og min mor måtte prøve at berolige mig, og overbevise mig om, at det var det vi havde aftalt. Hun fandt både sygeplejersken og papirerne hvor det stod, indtil jeg holdte min kæft, og kiggede på mit yver og tænkte: “Jeg håber de nippels der, de falder lidt ned…” det lignede jo kraftedermame de var syge. Jeg tror jeg havde en ordenligt koger på, efter den narkose der. Dagene gik, og jeg blev virkelig glad for mine nye piger. Den glæde varede ikke så lang tid……. (Jeg hader seriøst når folk siger “mine piger” – derfor er det liiiidt sjovt!!)

Jo, jeg var da glad og fortrød ikke et splitsekund, at jeg lige havde trukket 30.000 på mit dankort. Men….. følte jeg mig mere lykkelig? Kunne jeg virkelig flashe på fuld skrue? Følte jeg mig lækker? Næh….. og næh…. og NOPE… ingen af delene. Jeg kunne stadig finde fejl, og hov… hvad med min næse, skulle jeg egentlig ikke også få lavet den? Også var der jo lige dellerne på lårene – dem kunne man også liiiige få suet væk.

Jeg stod i dag i prøverummet og prøvede noget Calvin Klein undertøj, og jeg har ville have det undertøj i SÅ lang tid, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget flottere det ville have siddet, med større babser og en ikke-kvabset mave. Jeg endte med ikke at købe det, fordi jeg ikke kunne holde ud at se på min krop i spejlet.

Det er mega-fucking-vigtigt for mig, at lære at leve med hvordan jeg ser ud. For 1. plastikkirurgi gør mig IKKE lykkeligere, det får mig ikke til at føle mig pænere, det er en ond cirkel – og ja, 2. jeg har ikke råd til det.
Men hvordan gør man lige det? Hvordan elsker man en krop, man synes er slasket og kvabset? Jajaaaaa, man kan selvfølgelig træne, men det er bare ikke lige noget der kommer til at ske lige nu, i mit liv… haha…
Min pointe er nok, at man nok lige skal tænkte sig om en ekstra gang inden man spenderer 30.000kr. på fremmedlemer der bliver proppet ind i ens krop. I situationen tror man virkelig på, at det gør en mere lykkelig. Jo måske for nogen. Men mere vil have mere, man bliver sgu aldrig tilfreds. Jeg har stadig ikke fortrudt det, men elsker ikke mig selv mere af den grund. Men er dog rigtig glad for, at jeg ikke er plastic fantastic at se på.

Jeg ved godt det skyldes nogle issues jeg har med mig selv, som sikkert stammer fra min fortid – min barndom. Men kan ikke lade være med at tænke på, at det også har noget at gøre med samfundet at gøre. Altså sådan som den er idag… man stræber konstant efter det perfekte, mere end nogensinde før. Modellerne bliver fotoshoppet noget såååå crazy, de er så åleslanke, at en af vores farlige storme her i Danmark kan slå dem ihjel. Folk får lavet så meget ved deres ansigt, at de ikke ligner den person, som deres forældre satte til verdenen og opdragede. Hvorfor? Hvorfor vil man ligne alle de andre plastik ansigter, med samme høje kindben og trutmund? Det er sgu lidt uhyggeligt – hvordan mon det er, når vores børn vokser op? Jeg har virkelig bare fundet ud af, at jeg er mere og mere fascineret af naturlig skønhed, og mig og mine to plastik patter, vi hepper big time på naturlig skønhed. På unikhed. På at elske sine “fejl”. På coolness. Og nej, jeg har bestemt ikke noget imod restylane og botox, sleeeeet ikke – så længe man gør det med god stil og bare finpudser lidt hist og her. Bom!