Det der med sin comfort zone..?

Jeg har længe snakket og skrevet om, at jeg gerne vil arbejde på at komme ud af min skal, komme lidt udenfor min comfort zone og udvikle mig. Men hold kæft, hvor har det bare været snak, og det lyder jo egentlig også meget godt at skrive ik? Og folk tænker: “Ih, hvor spændende – hvad skal der ske?” Ja, Camilla, hvad skal der egentlig ske? For der er sgu ærligtalt ikke sket så meget, og hvorfor er det lige jeg ikke har gjort noget ved det?

Det er lettere sagt end gjort. Det er sgu meget nemmere, at blive der hvor man er. Blive hvor man har det godt, hvor man har styr på tingene og kan klare udfordringerne – der hvor man er tryg. Det er ligesom om jeg har et stop-knap inden i mig, som stopper virkelig hårdt op, når jeg prøver på noget ude foran min comfort zone! Men hvordan dælen har jeg så tænkt mig, at jeg skal udvikle mig? Det kommer hvertfald ikke af sig selv.

Nu er der kommet en mulighed i mit liv, hvor jeg kan få svedeture, hjertebanken og prikken for øjnene af bare nervøsitet. Jeg har fået en mulighed for at komme LANGT udenfor min comfort zone. Og når jeg siger langt, så mener jeg ca. 8997 kilometer og en flyvetur på ca. 14 timer.

Kan I huske da jeg skrev mit blogindlæg om min tur til LA sidste år, hvor jeg var på ferie i 10 dage? (Hvis ikke, kan det læses HER) Jeg havde en crazy oplevelse der, altså mht. mig selv. Efter kun få dage i det amerikanske, kunne jeg mærke hvor modig jeg egentlig var blevet, og jeg havde verdens største smil på læberne på hele ferien. Siden den tur, har jeg SÅ gerne ville tilbage, men det er ikke lige fordi jeg har den fedeste bankkonto, så det har krævet en masse opsparing. Og finally – jeg fik sparet op, og bestilte rejse med en kollega fra d.7-21 marts 2016. OG JUHU, hvor var det bare det eneste jeg så frem til, lige fra jeg havde trykket på BETAL-knappen!!

Af nogle personlige årsager, bestemte vi os for nyligt for ikke at rejse sammen alligevel. Og smarte som vi er; Nej tak, til afbestilling på flybilletterne. Så selvfølgelig, var det mega-røv penge at miste, men for mig, var oplevelsen det værste at miste. Jeg oprettede derfor profiler på alle mulige søg-rejsepartner-sider, joinede FB-grupper, lavede opslag, for at finde en ny rejsepartner. Og det var åbenbart sværere end jeg lige havde regnet med, udover de sextilbud jeg så modtog fra halv modne mænd, som vil betalte alt, hvis jeg bare lige gir’ en smule. Svært for mig at modstå, men pænt nej tak!! Do I look like a freaking prostitute? Haha! (Well… apparently!)  😉

NÅ…. nu til hele pointen med det her blogindlæg. Jeg ved ikke om det er en kvinde-ting, at bruge reeeeet lang tid på, at komme til pointen? NU SKER DET…!
Idag er der præcis 1 måned og 2 dage til, at vi skulle have rejst. Jeg har opgivet, at søge efter en rejsepartner, for man kan åbenbart ikke finde nogen på så kort varsel, medmindre man spreder sine ben og siger: “Kom indenfor.” Så igår tog jeg et stor beslutning. En grænseoverskridende beslutning. En freaking skræmmende beslutning, og ja, undskyld mor og far — you won’t like this… JEG TAGER TIL LOS ANGELES ALENE. ALL BY MYSELF. SOLO. Ok… you got the point. Men for hvad fanden er mere grænseoverskridende og udenfor ens comfort zone, end at flyve 16 timer alene, komme til et fremmed land alene, udforske alene, lære nye mennesker at kende? Ja altså måske ikke for alle, men for mig er det kæææææmpe stort. Jeg har aldrig rejst på ferie alene før, og 2 uger er lang tid. Jeg får sgu helt kløe over hele kroppen af, at tænke på det. Men der er mange grunde til der gør, at jeg siger JA, og gør det.

Jeg synes jeg er mega modig, og jeg er stolt af mig selv. Og jeg tror virkelig det er noget som kan være rigtig sundt, og forhåbenligt noget som kan være med til at jeg lære en masse om mig selv. De fleste jeg har talt med omkring det, har sagt, at jeg skulle tage afsted, selvom jeg faktisk først havde bestemt mig for ikke at gøre det. Så til jer der har sagt jeg skal: Hvis det bliver en lorte tur, og jeg tuder og vil hjem, så får I skylden. Hahahaha 😉

Jeg vil se om jeg kan holde jer opdateret her på bloggen, med billeder og oplevelser. Ja altså, medmindre jeg ender med at ligge og tude mig selv i søvn, så får I sgu ingen billeder, for jeg er ikke særlig charmerende når jeg græder og hæver op i ansigtet.

See you soon :-*