Plastikkirurgi gør dig lykkelig!

…. troede jeg!! photo body_zps6mfbofdi.jpg

Jeg har altid været EKSTREMT blufærdig og ked af hvordan min krop så ud. Der har ikke været ét eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg har tænkt:  “Gud, hvor ser jeg godt ud idag, og hvor føler jeg mig godt tilpas i min krop.” Nix….

Da jeg var mindre, var jeg ret buttet. Hvalpefedt i fjæset, og lignede lidt en lille fodbold. En af mine lærere på skolen, kaldte mig engang en klump da hun skulle skælde mig ud. Av av, den sidder stadig fast, Jonna.
Da jeg blev omkring de 13-14 år, begyndte jeg at tabe mig, og da jeg nåede de 16 år blev jeg super tynd. Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg besøgte min mor i Aalborg, og hun stod og lyttede ude foran toilettet, efter vi havde spist, fordi hun troede jeg havde bulimi og var gået ud for at kaste op. Det gjorde jeg altså ikke! Jeg havde dog en periode, hvor jeg faktisk ikke spiste så meget, jeg ved ikke om det var bevidst, men jeg var bare ikke særlig sulten, teenager og der fløj en maaaaasse andre tanker rundt i hovedet, og jeg var forelsket i Jay, fra Nik & Jay. I ved hvad kærlighedssorger gør ved appetitten. Ha ha ha!
Det der er mest uhyggeligt, når jeg tænker tilbage er, at jeg selv synes jeg var virkelig fed på det tidspunkt. Og når jeg ser tilbage nu, kunne man seriøst se mine knogler alle steder – jeg var ret tynd. Nu tænker jeg: “Øv, hvor var jeg bare slaaaaank dengang.” Nå, men tiden gik og jeg tog efterfølgende på, og tabte mig lidt igen – min vægt svingede meget, and so did my boobies.

Jeg kunne ikke engang vise mig foran mine veninder, jeg synes simpelthen de små knopper der, var så ukvindelige, og jeg var fucking træt af, at skulle bruge de der mega-super-bush-up BH’er…. for når jeg gjorde det, så det sgu fint nok ud. Men HA….. snydt.
SÅ jeg tænkte jo, fint… hvis jeg får lavet mine babser så bliver jeg lykkelig, så bliver jeg glad for min krop. Så kan jeg jo nærmest sidde i bussen og flashe, for blufærdigheden, den forsvinder helt sikkert i takt med et par ordenlige boobies indtager pladsen på de små skibakker. JA fucking skibakker, kaldte de mine babser til forundersøgelsen. Han udbrød: “Nå ja, det kan jeg da godt se, hvorfor du gerne vil have lavet. De ligner små skibakker.” Jeg prøvede bare at grine, men inderst inde, havde jeg lyst til at nikke ham en flyveskalle og bide ham meget hårdt i fingeren. Tror du det er for sjovt jeg er her mester? For at du skal kværne en stakkels pige ned, med dårlig selvtillid? SITIATIONSFORNEMMELSE, menneske.

2011 var året, hvor jeg fik skudt noget narkose i blodet, fablede om en palmestrand hvor jeg ville tage min far med, og blev snittet op, og hamret 2 x plastik patter ind i kroppen. Jeg var nervøs for jeg aldrig skulle vågne igen, eller jeg skulle vågne med endnu grimmere og skæve dutter…. Jeg vågnede, og det første jeg gjorde var, at kigge ned ad mig selv. Stadig påvirket af narkosen, halvgræd jeg til min mor, og råbte: “NEEEEEEJ, DE HAR GIVET MIG MINDRE I END VI AFTALTE” og min mor måtte prøve at berolige mig, og overbevise mig om, at det var det vi havde aftalt. Hun fandt både sygeplejersken og papirerne hvor det stod, indtil jeg holdte min kæft, og kiggede på mit yver og tænkte: “Jeg håber de nippels der, de falder lidt ned…” det lignede jo kraftedermame de var syge. Jeg tror jeg havde en ordenligt koger på, efter den narkose der. Dagene gik, og jeg blev virkelig glad for mine nye piger. Den glæde varede ikke så lang tid……. (Jeg hader seriøst når folk siger “mine piger” – derfor er det liiiidt sjovt!!)

Jo, jeg var da glad og fortrød ikke et splitsekund, at jeg lige havde trukket 30.000 på mit dankort. Men….. følte jeg mig mere lykkelig? Kunne jeg virkelig flashe på fuld skrue? Følte jeg mig lækker? Næh….. og næh…. og NOPE… ingen af delene. Jeg kunne stadig finde fejl, og hov… hvad med min næse, skulle jeg egentlig ikke også få lavet den? Også var der jo lige dellerne på lårene – dem kunne man også liiiige få suet væk.

Jeg stod i dag i prøverummet og prøvede noget Calvin Klein undertøj, og jeg har ville have det undertøj i SÅ lang tid, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget flottere det ville have siddet, med større babser og en ikke-kvabset mave. Jeg endte med ikke at købe det, fordi jeg ikke kunne holde ud at se på min krop i spejlet.

Det er mega-fucking-vigtigt for mig, at lære at leve med hvordan jeg ser ud. For 1. plastikkirurgi gør mig IKKE lykkeligere, det får mig ikke til at føle mig pænere, det er en ond cirkel – og ja, 2. jeg har ikke råd til det.
Men hvordan gør man lige det? Hvordan elsker man en krop, man synes er slasket og kvabset? Jajaaaaa, man kan selvfølgelig træne, men det er bare ikke lige noget der kommer til at ske lige nu, i mit liv… haha…
Min pointe er nok, at man nok lige skal tænkte sig om en ekstra gang inden man spenderer 30.000kr. på fremmedlemer der bliver proppet ind i ens krop. I situationen tror man virkelig på, at det gør en mere lykkelig. Jo måske for nogen. Men mere vil have mere, man bliver sgu aldrig tilfreds. Jeg har stadig ikke fortrudt det, men elsker ikke mig selv mere af den grund. Men er dog rigtig glad for, at jeg ikke er plastic fantastic at se på.

Jeg ved godt det skyldes nogle issues jeg har med mig selv, som sikkert stammer fra min fortid – min barndom. Men kan ikke lade være med at tænke på, at det også har noget at gøre med samfundet at gøre. Altså sådan som den er idag… man stræber konstant efter det perfekte, mere end nogensinde før. Modellerne bliver fotoshoppet noget såååå crazy, de er så åleslanke, at en af vores farlige storme her i Danmark kan slå dem ihjel. Folk får lavet så meget ved deres ansigt, at de ikke ligner den person, som deres forældre satte til verdenen og opdragede. Hvorfor? Hvorfor vil man ligne alle de andre plastik ansigter, med samme høje kindben og trutmund? Det er sgu lidt uhyggeligt – hvordan mon det er, når vores børn vokser op? Jeg har virkelig bare fundet ud af, at jeg er mere og mere fascineret af naturlig skønhed, og mig og mine to plastik patter, vi hepper big time på naturlig skønhed. På unikhed. På at elske sine “fejl”. På coolness. Og nej, jeg har bestemt ikke noget imod restylane og botox, sleeeeet ikke – så længe man gør det med god stil og bare finpudser lidt hist og her. Bom!

 

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin

Det der med sin comfort zone..?

 photo FullSizeRender 6_zpsyrkglrlm.jpg
Jeg har længe snakket og skrevet om, at jeg gerne vil arbejde på at komme ud af min skal, komme lidt udenfor min comfort zone og udvikle mig. Men hold kæft, hvor har det bare været snak, og det lyder jo egentlig også meget godt at skrive ik? Og folk tænker: “Ih, hvor spændende – hvad skal der ske?” Ja, Camilla, hvad skal der egentlig ske? For der er sgu ærligtalt ikke sket så meget, og hvorfor er det lige jeg ikke har gjort noget ved det?

Det er lettere sagt end gjort. Det er sgu meget nemmere, at blive der hvor man er. Blive hvor man har det godt, hvor man har styr på tingene og kan klare udfordringerne – der hvor man er tryg. Det er ligesom om jeg har et stop-knap inden i mig, som stopper virkelig hårdt op, når jeg prøver på noget ude foran min comfort zone! Men hvordan dælen har jeg så tænkt mig, at jeg skal udvikle mig? Det kommer hvertfald ikke af sig selv.

Nu er der kommet en mulighed i mit liv, hvor jeg kan få svedeture, hjertebanken og prikken for øjnene af bare nervøsitet. Jeg har fået en mulighed for at komme LANGT udenfor min comfort zone. Og når jeg siger langt, så mener jeg ca. 8997 kilometer og en flyvetur på ca. 14 timer.

Kan I huske da jeg skrev mit blogindlæg om min tur til LA sidste år, hvor jeg var på ferie i 10 dage? (Hvis ikke, kan det læses HER) Jeg havde en crazy oplevelse der, altså mht. mig selv. Efter kun få dage i det amerikanske, kunne jeg mærke hvor modig jeg egentlig var blevet, og jeg havde verdens største smil på læberne på hele ferien. Siden den tur, har jeg SÅ gerne ville tilbage, men det er ikke lige fordi jeg har den fedeste bankkonto, så det har krævet en masse opsparing. Og finally – jeg fik sparet op, og bestilte rejse med en kollega fra d.7-21 marts 2016. OG JUHU, hvor var det bare det eneste jeg så frem til, lige fra jeg havde trykket på BETAL-knappen!!

Af nogle personlige årsager, bestemte vi os for nyligt for ikke at rejse sammen alligevel. Og smarte som vi er; Nej tak, til afbestilling på flybilletterne. Så selvfølgelig, var det mega-røv penge at miste, men for mig, var oplevelsen det værste at miste. Jeg oprettede derfor profiler på alle mulige søg-rejsepartner-sider, joinede FB-grupper, lavede opslag, for at finde en ny rejsepartner. Og det var åbenbart sværere end jeg lige havde regnet med, udover de sextilbud jeg så modtog fra halv modne mænd, som vil betalte alt, hvis jeg bare lige gir’ en smule. Svært for mig at modstå, men pænt nej tak!! Do I look like a freaking prostitute? Haha! (Well… apparently!)  😉

NÅ…. nu til hele pointen med det her blogindlæg. Jeg ved ikke om det er en kvinde-ting, at bruge reeeeet lang tid på, at komme til pointen? NU SKER DET…!
Idag er der præcis 1 måned og 2 dage til, at vi skulle have rejst. Jeg har opgivet, at søge efter en rejsepartner, for man kan åbenbart ikke finde nogen på så kort varsel, medmindre man spreder sine ben og siger: “Kom indenfor.” Så igår tog jeg et stor beslutning. En grænseoverskridende beslutning. En freaking skræmmende beslutning, og ja, undskyld mor og far — you won’t like this… JEG TAGER TIL LOS ANGELES ALENE. ALL BY MYSELF. SOLO. Ok… you got the point. Men for hvad fanden er mere grænseoverskridende og udenfor ens comfort zone, end at flyve 16 timer alene, komme til et fremmed land alene, udforske alene, lære nye mennesker at kende? Ja altså måske ikke for alle, men for mig er det kæææææmpe stort. Jeg har aldrig rejst på ferie alene før, og 2 uger er lang tid. Jeg får sgu helt kløe over hele kroppen af, at tænke på det. Men der er mange grunde til der gør, at jeg siger JA, og gør det.

Jeg synes jeg er mega modig, og jeg er stolt af mig selv. Og jeg tror virkelig det er noget som kan være rigtig sundt, og forhåbenligt noget som kan være med til at jeg lære en masse om mig selv. De fleste jeg har talt med omkring det, har sagt, at jeg skulle tage afsted, selvom jeg faktisk først havde bestemt mig for ikke at gøre det. Så til jer der har sagt jeg skal: Hvis det bliver en lorte tur, og jeg tuder og vil hjem, så får I skylden. Hahahaha 😉

Jeg vil se om jeg kan holde jer opdateret her på bloggen, med billeder og oplevelser. Ja altså, medmindre jeg ender med at ligge og tude mig selv i søvn, så får I sgu ingen billeder, for jeg er ikke særlig charmerende når jeg græder og hæver op i ansigtet.

See you soon :-*

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin

I took a break from.. me!

 photo break_zpsl43qhfcx.jpg

Okay – jeg oprettede denne blog i sin tid, fordi jeg fandt ud af, at jeg havde en del issues som jeg skulle have styr på. Issues med mig selv. Selvom det ikke er en evighed siden jeg oprettede bloggen, sidder jeg alligevel lidt og tænker – “okay, det er dårligt skrevet, nej nej – hvor pinligt”. Også er jeg sgu allerede igang igen, med at slå mig selv i hovedet med en hammer….. Den eneste, og vigtigste grund til, at bloggen blev oprettet var nemlig, at jeg skulle af med det der negative lort, som dansede rundt i knolden på mig og blæste en fanfare hver gang den overtog. Jeg husker, at jeg nød at skrive, selvom det måske egentlig var ligegyldige ting, men for mig, var det en form for selvterapi.
(I kan læse mit allerførste indlæg lige HER! – Jeg skrev den for omkring 2år siden.)

Jeg var inde i en dum periode, hvor jeg følte alt ramlede ned omkring mig. Jeg havde et job, hvor jeg følte mig dybt ulykkelig, jeg lod folk træde på mig igen og igen, uden at sige fra, men bevarede mit glade positive jeg. Facaden der, som ingen kendte til. Alt det, lagt sammen med bloggen, hvor jeg måtte rive op i gamle ting, i nye ting, dele det med alle mulige fremmede mennesker, som jeg ikke engang havde delt med mine nærmeste, det blev sgu pludselig for meget for mig. Jeg lukkede derfor bloggen. Men så gik der ikke så lang tid, så prøvede jeg at det en chance mere. Men så var det sgu som om, at jeg ikke rigtig kunne finde på noget at skrive, uden det blev gentagelser. WRITER’S BLOCK, you know. Så igen, afsluttede jeg mit abonnement her på bloggersdelight, og skrev egentlig ikke mere.

Jeg fik kort tid efter et nyt job, som kom lige hvor jeg mindst ventede det, og var ved at give op på alt. Jeg så det, som min nye start istedet for bloggen. NU skulle jeg virkelig lære mig selv at kende, og hvile i mig selv. Jeg skulle være 100% mig selv, møde nye mennesker, stifte nye venskaber, jeg skulle have mig et LIV. Et fucking GODT LIV. Og må indrømme, at jeg faktisk glemte lidt til min blog.

NU besluttede jeg mig for, at vende tilbage. Ironisk nok, er jeg igen igen, lige nede i et lille bitte stime, hvor jeg ikke har det sådan heeeelt vildt fedt, og derfor kriblede det pludseligt i mine fingre, for at komme tilbage til skriveboardet. Faktisk drømte jeg om bloggen forleden nat, og jeg tænkte igen, at det må være et tegn. JA, jeg er en overtroisk-kind-of-gaaaaal, som tror på mærkelige tegn, kærlighed ved første blik OG SPØGELSER. Derfor vil jeg det næste stykke tid, se om jeg kan få lidt styr på min blog – få rettet lidt hist og her, og hvis jeg er mega-sej, kan jeg måske få lavet en lidt flottere layout. Men jeg er sgu ikke så teknisk, som jeg har været. Min idé med at arbejde med mig selv, og bloggen skulle være en hjælp, gik jo lidt i vasken sidst. Siger man ikke noget med, at 3. gang er lykkens gang? For så er det sgu da nu. Juhuuuuuuuuuuuuuuu.

Håber stadig I vil kigge lidt med.

 

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin