The day of Joy..

Igår blev min veninde igennem 24år gift. Det var en virkelig stor dag for dem, men også for mig. Og grænseoverskridende. Jeg havde fået den store ære, at være brudepige. Kendte ikke så mange til brylluppet udover min veninde og hendes forældre og søster, så tanken om alle de mennesker skulle kigge på mig når jeg gik ned ad kirkegulvet alene, havde så småt begyndt at give mig svedig håndflader og jeg frygtede virkelig jeg ville slå ud over hele kroppen og få et angst anfald (eller at jeg skulle vælte foran alle i kjolen!!) og jeg havde allermest lyst til at gemme mig væk. Men fandme nej, tænkt jeg!!! Nu kan det være nok, at det skal styre mig og min krop, så kan jeg huske min psykolog engang sagde til mig, at når jeg følte alle kiggede på mig og følte mig utilpas, så skulle jeg bare prøve at tænke på, at jeg var en “superstar” og alt folk så op til mig og synes jeg var fantastisk.. Og først da hun sagde det tænkte jeg – hold nu kæft en gang braller…. Hvordan skulle det ku hjælpe mig, men jeg prøvede faktisk! I et kort øjeblik tænkte jeg, at jeg så skide godt ud og at folk var kommet for at se mig – og det hjalp!! Ja, jeg var stadig nervøs og mine håndflader var klamme. Men jeg kunne trække vejret normalt og ingen udslæt. Det eneste var dog, at jeg gik lidt hurtigt OG begyndte at tude da jeg hørte orglet i kirken, men det er så en anden side.

Igår var virkelig en smuk dag, og virkelig fantastisk at opleve både dansk og persisk bryllup i et. Jeg følte mig bare så taknemmelig for at have været en del af det bryllup, og havde æren af at være brudepige var en helt fantastisk og overvældende følelse. Det har været en af de bedste dage længe, der var mange glædestårer, men udover det var der kun smil og kærlighed fra vi kom til vi gik – livsbekræftende!

Tillykke til Shakila og Allan på jeres store dag. Al held og lykke fremover. Jeres kærlighed til hinanden, er fandme inspirerede – aldrig har jeg set nogen kigge på hinanden som I kigger på hinanden <3