Frygten for at alle er mine fjender

En af de ting jeg synes er værst med min usikkerhed og mit selvværd er bl.a. når jeg skal møde nye mennesker. Jeg vil SÅ gerne, og jeg elsker at møde nye mennesker….når jeg er fuld! Ædru er det sværere for mig, men ih hvor jeg gerne vil. At jeg skal være “på socialt” og ikke helt føler jeg kan være mig selv, det kan godt være ret udmattende og stressende; at skulle prøve hele tiden, at gøre et godt indtryk, at være perfekt og ikke sige noget forkert, men alligevel går jeg konstant med den tanke i hovedet, at personen ikke kan lide mig. Jeg føler mig ærligtalt KIKSET og AKAVET. Hvis jeg skulle beskrive mig selv som en tegnefilms figur i sådanne situationer, så ville jeg no doubt, være fedtmule. Kikset og goofy 😉

Jeg har en eller anden underlig ting med at tro, at alle folk “hader” mig, eller ikke kan lide mig, uanset hvad jeg gør og hvordan jeg opfører mig. Jeg digter små latterlige historier oppe i hovedet, om hvad den eller de personer egentlig synes om mig. Og hvis nogen snakker sammen i et hjørne, så er det HELT SIKKERT mig de taler om. Derfor ender det altid med jeg lukker alt muligt lort ud, som nok ikke rigtig hænger sammen eller som jeg kan forklare mig ud af, men for det meste er jeg bare er helt stille, også får folk det indtryk af mig, at jeg er en eller anden stram lille gimpe fra Vibåååå’, som bare burde skride tilbage til Lars tyndskids marker. Jeg bliver rigtig tit stemplet som snob. Og det er sgu egentlig ret trist, når det er noget helt andet der ligger bag.

Hvorfor ikke bare slappe af og være sig selv? Det tror jeg faktisk godt jeg kan svare på: I alle disse år, har det været en vane for mig, at være på den måde jeg er – at ikke være mig selv, ikke at sige mine egne meninger, en vane som skal brydes. Og hvordan fanden bryder man egentlig lige den vane, når den har overtaget? Ville det være det samme som, at sige til en narkoman, at han skulle droppe sine fix? I så fald, så skal jeg vidst igennem en kold tyrker.