Ny blog!

Hej alle.

It’s been a while. Jeg får ikke rigtig blogget så meget her, men jeg savner at blogge. Jeg savner at skrive. Men navnet på denne blog, synes jeg satte lidt en stopper for de ting jeg kunne blogge om – det ville virke meget mærkeligt, pludselig at skrive om deprimerende tanker også pludselig et nyt indlæg om en flot læbestift.

Derfor har jeg lavet en ny blog, en hvor der måske er plads til lidt af hver. Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal skrive ting og tanker der, som jeg normalt ville skrive herinde.

Jeg er lige startet på den nye blog igår – købt domæne, og hele svineriet. Så det er stadig meget nyt og slet ikke færdigt. Men I kan få et sneakpeak alligevel:

www.camillalouise.dk

Jeg har kun lavet et enkelt indlæg, so far.

Kig endelig, og skriv hvad I synes. <3

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin

Usikkerhed og dårligt selvværd, kan knuse dine drømme!!

 photo dum_zpsqkncaa6k.jpg

Jeg stod ude i badet og sang her i morges, og pludselig stoppede jeg med min “skønsang”, også slog det mig, hvorfor det er så pisse fucking vigtigt, at få arbejdet med sig selv hvis man som jeg, lider af dårligt selvværd og er usikker på sig selv, as heeeeell.

Som barn, yngre, lille Mille, whatever – inden jeg havde alle de der dumme tanker om mig selv, og var usikker, der havde jeg alle mulige fede drømme. Jeg ved godt, at de drømme ikke altid er dem, som holder stik hele vejen frem i livet, men sagen er den, at jeg elskede (og stadig elsker) musik overalt på jorden. Jeg ville lave teater, jeg ville lave MUSICALS, jeg ville lave film. Den branche, var helt sikkert den som tiltalte mig allermest. Jeg elsker at være kreativ, men ikke typen der maler og former ler, så jeg så den vej som en vej, hvor jeg kunne være kreativ.

Jeg blev ældre, og alt det lort oppe i mit hovede begyndte. Jeg gik slet ikke efter mine drømme mere, jeg troede ikke på mig selv. Jeg havde fundet den fedeste efterskole, som jeg ville på, det var en musikefterskole, som kunne lære mig alt det jeg havde brug for, og sikkert også kunne have udviklet mig helt sindssygt. Og istedet for bare, at sige til min far: “Det er det jeg vil! Jeg gør det! Alene! Fuck det!” så prøvede jeg, at finde en veninde som ville med på samme efterskole. For nej nej NEJ, jeg kunne sgu da ikke bare gøre sådan noget helt alene, træde SÅ langt og hårdt udenfor min comfortzone, og så langt væk hjemmefra, uden nogen man kan læne sig op af. Det lykkedes så ikke.
Jeg fandt dog en veninde, som ville på en anden efterskole (med heste!!) og jeg valgte den samme. En efterskole jeg egentlig ikke ønskede mig, at komme på. Det endte så alligevel med, at jeg tog alene afsted, for min veninde sprang fra i sidste øjeblik også var der no turning back. Endte alene på en efterskole, som slet slet ikke var min 1. prioritet. Jeg meldte mig alligevel på dramaholdet, i håb om at få nogle af mine teaterdrømme udlevet. Men jeg var stadig for usikker – jeg valgte roller udenfor scenen, og på mit korhold, stod jeg allerbagerst, og mimede og håbede på, at ingen så mig.

Efter 10. klasse på den efterskole, ville jeg så gerne have haft taget en gymnasie uddannelse, så jeg havde den med i bagagen på vejen, men jeg blev ved med at hive mig selv ned, og banke mig oveni hovedet. Det var alt for svært for mig jo. Fatter ikke en skid alligevel. Jeg arbejdede derfor indtil jeg var omkring 19år, hvor jeg igen igen, tog den lette udvej, og tog en HG-uddannelse, og derefter 2 års elevplads i Matas. Noget jeg aldrig rigtig drømte om, men tænkte det var bedre end at stå uden noget som helst. Jeg har arbejdet i Matas i 8år, og ud af de 8år har ca. 2 af årerne været gode – det var mine elev år, fordi jeg var i en god butik med fantastiske kollegaer, og vi havde det skide sjovt sammen. Efter de 2år, ville jeg væk, men blev alligevel hængende… Trygheden? Man havde et job, fast indkomst. Tanken om en S.U., var deprimerende, men mest af alt; det var såååå længe siden jeg havde gået i skole, så tanken om, at skulle læse igen, og være hende den dumme, der ikke kunne en skid, det var ikke noget jeg var klar til at blive konfronteret med. Tanken om hvad alle andre ville tænke om mig. Det var angstprovokerende. Så det blev til 8 lange år i Matas, inden jeg fik taget skridtet videre, og søge væk. Og nu er jeg pludselig 28år, og har spildt så meget tid på at være ulykkelig på min arbejdsplads, og det lyder måske hårdt at sige, at jeg lidt har spildt mit liv, men det er tæt på. Jeg har ikke gjort noget som helst godt for mig selv i de år, som ville gøre mig glad. Jeg har pleaset andre.

Jeg tog en uddannelse som makeup-artist imellemtiden, i Matas. Til en lille pæn og let sum af 60.000kr.! Jeg har altid leget med makeup, siden jeg arvede min oldemors toilettaske med blå øjenskygger og pink blush og flotte farvede læbestifter. Jeg kan tydeligt huske, at jeg sad ude i vores køkken og legede “sminke-salon”. Med mig selv. Jeg var både kunde og “sminke-damen”. Fuck, det var fedt… 😉
Det kom ret naturligt til mig, at selvfølgelig skulle jeg have den uddannelse. Så kunne jeg komme væk fra Matas og arbejde 100% med makeup og måske på et teater. Jeg havde mit job i Matas på 37 timer om ugen, og gik i skole ca.12 timer om ugen, og havde et ekstra rengøringsjob ca. 3 gange om ugen for, at jeg kunne få råd til den uddannelse. Jeg stressede mig selv totalt, og sørgede ikke for at “nyde” og sætte pris på, at jeg fik den mulighed for, at uddanne mig til makeup artist, samme tid med jeg arbejdede i Matas. Jeg ville bare have det skulle overstås. Så jeg tog ikke timerne særlig seriøst, og jeg gav for hurtigt op. Usikkerhed, blandet med at være utålmodig og virkelig perfektionistisk, det er en dårlig cocktail. Jeg fik alligevel OK gode karakterer, og jeg bestod og fik mit uddannelsesbevis, men efterfølgende gav jeg op.
Jeg var ude at arbejde på én musikvideo og efter det, så sluttede det kapitel for mig. Jeg synes selv jeg var dårlig, jeg var nervøs, jeg var usikker, alt for perfektionistisk, ting der bare ikke er godt for den branche. Så derfor besluttede jeg mig for, at jeg skulle have styr på mig selv, og lære at rose mig selv og stole på mig selv, før jeg drager ud i den verden igen. Men det er lidt ligesom om det bliver ved med at trække ud….. det der med at hvile i sig selv og elske sig selv.

Derfor synes jeg edermame det er vigtigt, at få gjort noget ved det. Ellers ender man som jeg med, at “spilde” sit liv, på ting man ikke har lyst til, og ting man ikke elsker og brænder for. Jeg har selvfølgelig ikke spildt hele mit liv, jeg har lært af forskellige ting og situatoner i mine jobs, men tænk lige hvis jeg havde taget mig sammen noget før; Investeret nogle penge i professionel hjælp til mig selv, istedet for at investere dem på at drikke sig fuld og gå i byen, rejse og gå til koncerter. Wow! Så kunne jeg måske have siddet NU, med min drømmeuddannelse, drømmejob og hvem ved – måske endda mand og børn. Endnu et punkt der virkelig stresser mig, med alt det her oppe i mit hovede.. Uret tikker skisme hurtigt fra nu af!! Og min mor tikker endnu hurtigere!! 😉 Pyhhhh…..

Så lov mig lige, at tænk rigtig godt over det inden du siger til dig selv: “Jeg er for dum til det der. Jeg er ikke god nok!” JO FORHELVEDE DU ER! Do things that makes you happy! Lettere sagt end gjort, men skænk det lige en bette tanke….. Snak med nogen, få hjælp. You can do it!!

 

 

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin

Mama, I made it!

Jeg har for nyligt taget en stor beslutning. Well, måske virker det ikke som en stor beslutning for mange, men for mig er det. Jeg har altid været total tryghedsnarkoman, især når det gælder, at rejse. Jeg har nærmest ikke turde selv at gå op og bestille mad, eller gå alene for den sags skyld. Jeg har altid været overbevist over, at det er fucking sundt for alle, at rejse alene men nej tak – det er ikke noget for mig.

Det blev der lavet om på. Jeg stod i med en bestilt ferie til LA., som var gået i vasken, hvor modparten ikke skulle med alligevel. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne, for at kunne få en med, lå søvnløs i flere nætter for at gennemtænke hvad fanden jeg skulle gøre, for ville være så ked af at skulle aflyse den rejse, som jeg havde glædet mig til i 6 måneder – og ja, så trængte jeg virkelig også bare til ferie. At komme væk og absolut ikke tænke over arbejdet. Og bare slappe af. Men desværre…. ingen ville med. Måtte se det i øjnene, at der ikke blev nogen ferie til mig.

Mine kollegaer begyndte at komme og sige til mig, at de synes ikke jeg skulle lade den ferie gå til spilde, og jeg skulle tage afsted selv. Det blev ingen problem, at møde mennesker.
YIKES! Hvad? Mig? ALENE i fucking L.A., og lille generte lukkede mig – hvordan skal jeg dog nogensinde kunne møde nogen mennesker, når jeg nærmest ikke kan kigge på en fremmede, uden at rødme i hovedet? En af mine kollegaer sagde så, at hun tror jeg ser mig selv i et helt andet spejl, end hvad andre mennesker gør. For de ser mig som en åben og imødekommende person, og jeg skulle pakke de ting der væk, og se at komme afsted.
Og det satte sgu egentlig lige nogle ting igang i hovedet. Og jeg gennemgik alle tingene i mit hovede, og digtede små historier i hovedet om hvor fedt jeg ville få det.

Så bom! Jeg bookede min lejlighed, og besluttede mig for at gøre det. Jeg skrev til nogle folk på FB, som jeg vidste boede i L.A., men som jeg egentlig ikke kendte, og spurgte om de eventuelt ville hænge ud nogle dage, og jeg oprettede bruger alle mulige mærkelige steder på nettet – men den som gav mest pote, var couchsurfing. Jeg har snakket med nogle få personer der, som jeg skal ses med. Og kan det ikke være farligt? Jo, det kan det! Man ved ikke hvem der sidder bag den skærm, men på den anden side, så er jeg nødt til at tage nogle chancer, og møde nogle mennesker – ellers bliver det en lang ferie alene.

Jeg ankom igår eftermiddags kl.14, amerikansk tid, og der begyndte jeg at tænke: HVAD FANDEN HAR JEG GJORT? Det der med at så helt alene i et motherfucker lufthavn, og stå i kø alle mulige steder og svare på alle mulige ubehagelige mistroiske spørgsmål, var ikke særlig rart, så der begyndte jeg at fortryde. Også kom jeg til lejligheden som bare var ISKOLD, og meget lydt, så kan høre alt på vejen og i opgangen, og pludselig blev jeg lidt bange haha… Jeg var her i min lejlighed kl. lidt i fem. Så brugte en del tid på at stå i kø og på transport. Da jeg kom herhen, havde jeg ikke sovet i 24 timer, så besluttede mig for, at gå op og købe noget morgenmad til dagen efter, og få købt mig et amerikansk taletidskort, så jeg kan komme på nettet (SKAL kunne bruge min GPS – har ikke lejet bil denne gang.) Og det var faktisk alt jeg lavede igår. Og efter jeg gjorde det, faldt jeg til ro og tænkte: Fuck hvor er du sej, Camilla. Og begyndte at tænke på, at to uger faktisk ikke er nok tid her!!! Så Jeg faldt i søvn kl.20.30, og vågnede kl.23.50, og lå vågen til kl.4.30-5.00 stykker, før jeg faldt i søvn igen – og nu er klokken 6.45, og jeg er lige vågnet. FREAKING JETLAG!

Well… Det her er for mig et MASSIVT-KÆMPE FODSPOR, udenfor min comfortzone. Havde aldrig set mig selv gøre sådan noget her, og jeg håber så inderligt, at det er noget jeg kommer til at kunne mærke på mig selv. You know…. nothing can get me down-ish. Jeg lærer mig selv mere at kende. Jeg får selvtillid. I am on the top of the world.

Exciting… nu vil jeg have min lækre morgenmad jeg købte igår. Og så småt ud og opdage West Hollywood på gåben. Tror det er noget helt andet, end da jeg var i bil sidst, og fucking stresset over trafikken. Nu kan jeg bare gå og gå…..

Ha’ en dejlig dag derude – min starter først nu! 🙂

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin

Plastikkirurgi gør dig lykkelig!

…. troede jeg!! photo body_zps6mfbofdi.jpg

Jeg har altid været EKSTREMT blufærdig og ked af hvordan min krop så ud. Der har ikke været ét eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg har tænkt:  “Gud, hvor ser jeg godt ud idag, og hvor føler jeg mig godt tilpas i min krop.” Nix….

Da jeg var mindre, var jeg ret buttet. Hvalpefedt i fjæset, og lignede lidt en lille fodbold. En af mine lærere på skolen, kaldte mig engang en klump da hun skulle skælde mig ud. Av av, den sidder stadig fast, Jonna.
Da jeg blev omkring de 13-14 år, begyndte jeg at tabe mig, og da jeg nåede de 16 år blev jeg super tynd. Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg besøgte min mor i Aalborg, og hun stod og lyttede ude foran toilettet, efter vi havde spist, fordi hun troede jeg havde bulimi og var gået ud for at kaste op. Det gjorde jeg altså ikke! Jeg havde dog en periode, hvor jeg faktisk ikke spiste så meget, jeg ved ikke om det var bevidst, men jeg var bare ikke særlig sulten, teenager og der fløj en maaaaasse andre tanker rundt i hovedet, og jeg var forelsket i Jay, fra Nik & Jay. I ved hvad kærlighedssorger gør ved appetitten. Ha ha ha!
Det der er mest uhyggeligt, når jeg tænker tilbage er, at jeg selv synes jeg var virkelig fed på det tidspunkt. Og når jeg ser tilbage nu, kunne man seriøst se mine knogler alle steder – jeg var ret tynd. Nu tænker jeg: “Øv, hvor var jeg bare slaaaaank dengang.” Nå, men tiden gik og jeg tog efterfølgende på, og tabte mig lidt igen – min vægt svingede meget, and so did my boobies.

Jeg kunne ikke engang vise mig foran mine veninder, jeg synes simpelthen de små knopper der, var så ukvindelige, og jeg var fucking træt af, at skulle bruge de der mega-super-bush-up BH’er…. for når jeg gjorde det, så det sgu fint nok ud. Men HA….. snydt.
SÅ jeg tænkte jo, fint… hvis jeg får lavet mine babser så bliver jeg lykkelig, så bliver jeg glad for min krop. Så kan jeg jo nærmest sidde i bussen og flashe, for blufærdigheden, den forsvinder helt sikkert i takt med et par ordenlige boobies indtager pladsen på de små skibakker. JA fucking skibakker, kaldte de mine babser til forundersøgelsen. Han udbrød: “Nå ja, det kan jeg da godt se, hvorfor du gerne vil have lavet. De ligner små skibakker.” Jeg prøvede bare at grine, men inderst inde, havde jeg lyst til at nikke ham en flyveskalle og bide ham meget hårdt i fingeren. Tror du det er for sjovt jeg er her mester? For at du skal kværne en stakkels pige ned, med dårlig selvtillid? SITIATIONSFORNEMMELSE, menneske.

2011 var året, hvor jeg fik skudt noget narkose i blodet, fablede om en palmestrand hvor jeg ville tage min far med, og blev snittet op, og hamret 2 x plastik patter ind i kroppen. Jeg var nervøs for jeg aldrig skulle vågne igen, eller jeg skulle vågne med endnu grimmere og skæve dutter…. Jeg vågnede, og det første jeg gjorde var, at kigge ned ad mig selv. Stadig påvirket af narkosen, halvgræd jeg til min mor, og råbte: “NEEEEEEJ, DE HAR GIVET MIG MINDRE I END VI AFTALTE” og min mor måtte prøve at berolige mig, og overbevise mig om, at det var det vi havde aftalt. Hun fandt både sygeplejersken og papirerne hvor det stod, indtil jeg holdte min kæft, og kiggede på mit yver og tænkte: “Jeg håber de nippels der, de falder lidt ned…” det lignede jo kraftedermame de var syge. Jeg tror jeg havde en ordenligt koger på, efter den narkose der. Dagene gik, og jeg blev virkelig glad for mine nye piger. Den glæde varede ikke så lang tid……. (Jeg hader seriøst når folk siger “mine piger” – derfor er det liiiidt sjovt!!)

Jo, jeg var da glad og fortrød ikke et splitsekund, at jeg lige havde trukket 30.000 på mit dankort. Men….. følte jeg mig mere lykkelig? Kunne jeg virkelig flashe på fuld skrue? Følte jeg mig lækker? Næh….. og næh…. og NOPE… ingen af delene. Jeg kunne stadig finde fejl, og hov… hvad med min næse, skulle jeg egentlig ikke også få lavet den? Også var der jo lige dellerne på lårene – dem kunne man også liiiige få suet væk.

Jeg stod i dag i prøverummet og prøvede noget Calvin Klein undertøj, og jeg har ville have det undertøj i SÅ lang tid, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget flottere det ville have siddet, med større babser og en ikke-kvabset mave. Jeg endte med ikke at købe det, fordi jeg ikke kunne holde ud at se på min krop i spejlet.

Det er mega-fucking-vigtigt for mig, at lære at leve med hvordan jeg ser ud. For 1. plastikkirurgi gør mig IKKE lykkeligere, det får mig ikke til at føle mig pænere, det er en ond cirkel – og ja, 2. jeg har ikke råd til det.
Men hvordan gør man lige det? Hvordan elsker man en krop, man synes er slasket og kvabset? Jajaaaaa, man kan selvfølgelig træne, men det er bare ikke lige noget der kommer til at ske lige nu, i mit liv… haha…
Min pointe er nok, at man nok lige skal tænkte sig om en ekstra gang inden man spenderer 30.000kr. på fremmedlemer der bliver proppet ind i ens krop. I situationen tror man virkelig på, at det gør en mere lykkelig. Jo måske for nogen. Men mere vil have mere, man bliver sgu aldrig tilfreds. Jeg har stadig ikke fortrudt det, men elsker ikke mig selv mere af den grund. Men er dog rigtig glad for, at jeg ikke er plastic fantastic at se på.

Jeg ved godt det skyldes nogle issues jeg har med mig selv, som sikkert stammer fra min fortid – min barndom. Men kan ikke lade være med at tænke på, at det også har noget at gøre med samfundet at gøre. Altså sådan som den er idag… man stræber konstant efter det perfekte, mere end nogensinde før. Modellerne bliver fotoshoppet noget såååå crazy, de er så åleslanke, at en af vores farlige storme her i Danmark kan slå dem ihjel. Folk får lavet så meget ved deres ansigt, at de ikke ligner den person, som deres forældre satte til verdenen og opdragede. Hvorfor? Hvorfor vil man ligne alle de andre plastik ansigter, med samme høje kindben og trutmund? Det er sgu lidt uhyggeligt – hvordan mon det er, når vores børn vokser op? Jeg har virkelig bare fundet ud af, at jeg er mere og mere fascineret af naturlig skønhed, og mig og mine to plastik patter, vi hepper big time på naturlig skønhed. På unikhed. På at elske sine “fejl”. På coolness. Og nej, jeg har bestemt ikke noget imod restylane og botox, sleeeeet ikke – så længe man gør det med god stil og bare finpudser lidt hist og her. Bom!

 

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin

Det der med sin comfort zone..?

 photo FullSizeRender 6_zpsyrkglrlm.jpg
Jeg har længe snakket og skrevet om, at jeg gerne vil arbejde på at komme ud af min skal, komme lidt udenfor min comfort zone og udvikle mig. Men hold kæft, hvor har det bare været snak, og det lyder jo egentlig også meget godt at skrive ik? Og folk tænker: “Ih, hvor spændende – hvad skal der ske?” Ja, Camilla, hvad skal der egentlig ske? For der er sgu ærligtalt ikke sket så meget, og hvorfor er det lige jeg ikke har gjort noget ved det?

Det er lettere sagt end gjort. Det er sgu meget nemmere, at blive der hvor man er. Blive hvor man har det godt, hvor man har styr på tingene og kan klare udfordringerne – der hvor man er tryg. Det er ligesom om jeg har et stop-knap inden i mig, som stopper virkelig hårdt op, når jeg prøver på noget ude foran min comfort zone! Men hvordan dælen har jeg så tænkt mig, at jeg skal udvikle mig? Det kommer hvertfald ikke af sig selv.

Nu er der kommet en mulighed i mit liv, hvor jeg kan få svedeture, hjertebanken og prikken for øjnene af bare nervøsitet. Jeg har fået en mulighed for at komme LANGT udenfor min comfort zone. Og når jeg siger langt, så mener jeg ca. 8997 kilometer og en flyvetur på ca. 14 timer.

Kan I huske da jeg skrev mit blogindlæg om min tur til LA sidste år, hvor jeg var på ferie i 10 dage? (Hvis ikke, kan det læses HER) Jeg havde en crazy oplevelse der, altså mht. mig selv. Efter kun få dage i det amerikanske, kunne jeg mærke hvor modig jeg egentlig var blevet, og jeg havde verdens største smil på læberne på hele ferien. Siden den tur, har jeg SÅ gerne ville tilbage, men det er ikke lige fordi jeg har den fedeste bankkonto, så det har krævet en masse opsparing. Og finally – jeg fik sparet op, og bestilte rejse med en kollega fra d.7-21 marts 2016. OG JUHU, hvor var det bare det eneste jeg så frem til, lige fra jeg havde trykket på BETAL-knappen!!

Af nogle personlige årsager, bestemte vi os for nyligt for ikke at rejse sammen alligevel. Og smarte som vi er; Nej tak, til afbestilling på flybilletterne. Så selvfølgelig, var det mega-røv penge at miste, men for mig, var oplevelsen det værste at miste. Jeg oprettede derfor profiler på alle mulige søg-rejsepartner-sider, joinede FB-grupper, lavede opslag, for at finde en ny rejsepartner. Og det var åbenbart sværere end jeg lige havde regnet med, udover de sextilbud jeg så modtog fra halv modne mænd, som vil betalte alt, hvis jeg bare lige gir’ en smule. Svært for mig at modstå, men pænt nej tak!! Do I look like a freaking prostitute? Haha! (Well… apparently!)  😉

NÅ…. nu til hele pointen med det her blogindlæg. Jeg ved ikke om det er en kvinde-ting, at bruge reeeeet lang tid på, at komme til pointen? NU SKER DET…!
Idag er der præcis 1 måned og 2 dage til, at vi skulle have rejst. Jeg har opgivet, at søge efter en rejsepartner, for man kan åbenbart ikke finde nogen på så kort varsel, medmindre man spreder sine ben og siger: “Kom indenfor.” Så igår tog jeg et stor beslutning. En grænseoverskridende beslutning. En freaking skræmmende beslutning, og ja, undskyld mor og far — you won’t like this… JEG TAGER TIL LOS ANGELES ALENE. ALL BY MYSELF. SOLO. Ok… you got the point. Men for hvad fanden er mere grænseoverskridende og udenfor ens comfort zone, end at flyve 16 timer alene, komme til et fremmed land alene, udforske alene, lære nye mennesker at kende? Ja altså måske ikke for alle, men for mig er det kæææææmpe stort. Jeg har aldrig rejst på ferie alene før, og 2 uger er lang tid. Jeg får sgu helt kløe over hele kroppen af, at tænke på det. Men der er mange grunde til der gør, at jeg siger JA, og gør det.

Jeg synes jeg er mega modig, og jeg er stolt af mig selv. Og jeg tror virkelig det er noget som kan være rigtig sundt, og forhåbenligt noget som kan være med til at jeg lære en masse om mig selv. De fleste jeg har talt med omkring det, har sagt, at jeg skulle tage afsted, selvom jeg faktisk først havde bestemt mig for ikke at gøre det. Så til jer der har sagt jeg skal: Hvis det bliver en lorte tur, og jeg tuder og vil hjem, så får I skylden. Hahahaha 😉

Jeg vil se om jeg kan holde jer opdateret her på bloggen, med billeder og oplevelser. Ja altså, medmindre jeg ender med at ligge og tude mig selv i søvn, så får I sgu ingen billeder, for jeg er ikke særlig charmerende når jeg græder og hæver op i ansigtet.

See you soon :-*

 photo xoxo_zpsbf238a77.jpg
Follow on Bloglovin